Solsikker lejr

Spejdernes Lejr 2012 har et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens solkampagne om at skabe en solsikker lejr. Der er en række gode råd, alle bør følge.

Du er her:Forside > Spejdere > Solsikker lejr
Skru ned for solen mellem 12 & 15 og følg solrådene Siesta, Solhat og Solcreme.

Siesta (Skygge)
Den bedste beskyttelse mod solens UV-stråling får du ved at tilbringe mindre tid i solen i de timer, hvor UV-strålingen er stærkest. På Spejdernes Lejr 2012 er det mellem kl. 12 & 15. Planlæg så vidt muligt aktiviteter for dig og dine spejdere i skyggen i den stærke middagssol.

Solhat
På en spejderlejr er det ikke altid muligt at opholde sig i skyggen mellem 12 & 15. Derfor er det vigtigt, at spejderne har hat på og tøj, som kan beskytte dem i solen.

Hatten bør være en bredskygget hat, der dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke. En bøllehat er god. Kasketter giver ingen solbeskyttelse i nakken.

Tøjet bør gå til knæ og albuer. Løstsiddende tøj af tætvævet stof giver den bedste beskyttelse og er køligt, når det er varmt, så tænk på det når I pakker rygsækken og når I skriver pakkelister til forældrene.

Solcreme

De steder, hvor huden ikke er dækket af tøj, skal huden smøres med solcreme, når UV-indexet er 3 eller mere. Sørg for at pakke en vandfast solcreme, faktor 15 (mellembeskyttelse), som beskytter mod både UVA og UVB-stråling.

UV-indexet
Få en gratis sms, når UV-indexet er 3 eller mere og du skal beskytte dig i solen. Send en sms med teksten ”UV” til 1277.

Til top